Status fra bestyrelsen, sept.26
Opdateret: for 3 timer siden
Der er godt gang i arbejdet i Skjoldhøjparkens Grundejerforening. På det seneste bestyrelsesmøde var der blandt andet fokus på økonomi, parkering, de grønne områder og klimatilpasning

Budget 2027
Bestyrelsen er begyndt at se på næste års budget og på, hvilke større vedligeholdelsesopgaver og forbedringer der skal prioriteres.
Parkering og skiltning
Der arbejdes videre med mulighederne for bedre skiltning og håndtering af ulovlig parkering, blandt andet af varevogne og større køretøjer.
De grønne områder
Flere af foreningens bænke er blevet renoveret, og legepladserne gøres klar til det kommende eftersyn. Der er samtidig gang i oprydning og vedligeholdelse rundt omkring i parken. Vores nye gartner Thomas er også kommet godt i gang sammen med Søren.
Regnvand og klimatilpasning
Bestyrelsen har desuden haft besøg af en fond for at drøfte mulighederne for bedre håndtering af regnvand i området. Her indgår også inputtene fra beboernes spørgeskemabesvarelser, og vi afventer nu en tilbagemelding.
Der sker altså en del i bestyrelsen, også selv om det ikke altid er noget, man lige kan se i hverdagen. Og så skal vi vist blive bedre til at tage selfies efter bestyrelsesmøder. Det må være et punkt på næste dagsorden 😉



Kommentarer